Kapitalfonden Capidea sælger BROEN-LAB til amerikanske LI Enterprises Group
4. januar 2022
Chicago (Illinois) og Assens (Danmark)
LI Enterprises Group køber den danske virksomhed BROEN-LAB A/S, som er Europas førende producent af laboratoriearmaturer og nødbrusersystemer.
BROEN-LAB vil indgå i koncernen sammen med de amerikanske virksomheder WaterSaver Faucet Co. og Guardian Equipment Inc, som begge er stærke, globale udbydere af laboratoriearmaturer og nødbruserløsninger til professionelle laboratorier, universiteter, undervisningssektoren og forskellige industrier.
BROEN-LAB fortsætter som en selvstændig virksomhed i LI Enterprises Group under sin nuværende ledelse. Hovedkvarteret forbliver i Assens, og der sker ingen ændringer i organisationen som følge af overtagelsen.
Ejerskiftet medfører ingen ændringer i eksisterende samarbejdsaftaler og kundeforhold. BROEN-LAB, WaterSaver og Guardian vil fortsætte med deres egne varemærker og produktporteføljer, og virksomhederne vil servicere deres kunder i de markeder, de allerede er i. BROEN-LAB’s omfattende produktportefølje vil ikke kun blive videreført, men vil løbende blive udbygget for at opfylde kundernes behov.
Steven Kersten, President for LI Enterprises Group, siger: “Vi byder BROEN-LAB velkommen til koncernen. BROEN-LAB er en virksomhed med dedikerede og dygtige medarbejdere, produkter i høj kvalitet og en fremragende leveringsevne, baseret på lean produktionsteknologi og en stærk forsyningskæde. Under fælles ejerskab vil BROEN-LAB, WaterSaver og Guardian have en endnu bedre platform til løbende at udvikle løsninger, som opfylder kundernes og slutbrugerens ønsker. Virksomhederne vil samarbejde om at dele ressourcer og opnå stordriftsfordele, mens vi ekspanderer globalt og stræber efter excellence.”
Henning Nicolajsen, BROEN-LABs CEO, siger: “Vi ser frem til at fortsætte vores vækstrejse med støtte fra en langsigtet, industriel ejer med betydelige ressourcer. Vi bliver del af en gruppe virksomheder, som i høj grad ligner BROEN-LAB, og som forstår vores forretning og de fordele, vi tilbyder kunderne. Vi glæder os til at udveksle know-how og best practices med koncernens virksomheder og samarbejde med dem om produktudvikling, digitalisering samt salgs- og marketinginitiativer.”
Indtil LI Enterprise’s overtagelse var BROEN-LABs hovedaktionær den danske private equity investor Capidea. Jens Thøger Hansen, Partner i Capidea, siger: ”Under Capideas ejerskab har BROEN-LAB styrket sin position på verdensmarkedet, optimeret produktionsplatformen og implementeret en fokuseret strategi for at fremme væksten. I de senere år er omsætning og EBITDA steget markant, og vi ser LI Enterprises Group med WaterSaver og Guardian som den rigtige partner, så BROEN-LAB kan fortsætte sin vækstrejse.”
BROEN-LAB har en stærk markedsposition i Europa – særligt i Skandinavien, Tyskland og England – og i Mellemøsten, Asien og Australien. Virksomhedens strategi er at være tæt på kunder og beslutningstagere og at arbejde på integration af sine løsninger i kundernes værdikæder.
Parterne har aftalt ikke at offentliggøre købsprisen
Om the LI Enterprises Group
LI Enterprises Group omfatter en gruppe produktionsvirksomheder med base i Chicago og et globalt netværk af produktions-, salgs- og distributionsfaciliteter. Den første virksomhed blev grundlagt i 1946, og den nuværende ejer og President, Steven Kersten, er tredje generation i familieejerskab og ledelse.
Koncernen omfatter:
WaterSaver Faucet Co: Verdens førende producent af armaturer, ventiler, sikkerhedsudstyr og lignendeprodukter til laboratorier. https://wsflab.com
Guardian Equipment Inc: Den førende amerikanske producent af nødbruserudstyr til øjenskylning ognødbrusere til brug i laboratorier og i industrien. http://gesafety.com/
Oval Fire Products LLC: Producent af unikke, patenterede, brandslukkere. https://ovalfireproducts.com/
Steven Kerstens erhvervsinteresser omfatter også ejendomsselskabet Lakeview Realty Investors. Han er medlem af Styrelsen for University of Chicago og medlem af the Chicago Commercial Club, the Economic Club og World Business Chicago. Steven Kersten er tidligere President for Business and Professional People for the Public Interest, en organisation med fokus på strukturel racisme og systemisk undertrykkelse.
Om BROEN-LAB
BROEN-LAB udvikler, fremstiller og markedsfører laboratoriearmaturer og komplette nødbrusersystemer til laboratorier, uddannelsesinstitutioner, farmaceutisk industri og fødevaresektoren. BROEN-LAB har 75 medarbejdere i hovedsædet i Assens og i salgs- og serviceselskaber i England, Tyskland, Sverige, Singapore og USA. Et netværk af underleverandører fremstiller komponenter, som slutmonteres og testes i Assens, hvor produktudvikling, konstruktion, kvalitetskontrol, administration og salg og marketing også er samlet.
www.broen-lab.com
Om Capidea
Capidea er en dansk kapitalfond, der foretager langsigtede investeringer i konkurrencedygtige mindre og mellemstore danske virksomheder med potentiale for vækst. Capidea blev etableret i november 2006 og har kapitaltilsagn på i alt DKK 3,6 mia. fordelt på fire fonde. Capidea investerer i virksomheder inden for industri, handel, distribution, IT og service.Pressekontakt
LI Enterprises Group
Steven Kersten
President
Tel.: +001 312 961 9170
skersten@wsflab.com
BROEN-LAB
Henning Nicolajsen
CEO
Tel.: +45 2340 1010
hen@broen-lab.com