Capidea styrker sin portefølje ved at investere i Digital Group
25. januar 2024
Odense
Capidea har i dag gennemført sin nyeste investering som medaktionær i Digital Group, en toneangivende aktør på det danske marked for printløsninger. Med investeringen skal Capidea bidrage til at forsætte den positive udvikling af Digital Group. Tidligere ejere, Kasper Laurits Hansen Happel, Rasmus Højfeldt og Ole Stoltenborg, forbliver væsentlige medaktionærer og fastholder deres nuværende ledelsespositioner. Stig Bundgaard med en fortid senest hos imt8 (It Relation) og tidligere Partner Herning A/S investerer sammen med Capidea og vil fremadrettet være bestyrelsesformand i Digital Group. Stig Bundgaard har et indgående kendskab til B2B markedet og det at drive en service og salgsforretning hvor nærhed til kunderne betyder alt.
“Digital Group har i dag etableret sig som en markant aktør inden for printløsninger og tilknyttet software i Danmark. Vi er dybt taknemmelige over for vores dygtige medarbejdere og kunder, der har været afgørende for vores succes”, udtaler Kasper Laurits Hansen Happel. Rasmus Højfeldt tilføjer, ”Vi oplever en markant stigning i efterspørgslen fra både nye og eksisterende kunder, der ønsker at modernisere deres printinfrastruktur ved at integrere den i skyen som en del af deres cloudstrategi. Vores kunder søger i det hele taget at outsource al drift af deres printløsninger som et strategisk skridt til at optimere interne ressourcer og fokusere på deres kerneforretning. En af vores største styrker er evnen til at være kundernes eneste kontaktpunkt for alle printrelaterede opgaver”.
”Samarbejdet med Capidea som partner åbner muligheder for at fortsætte vores vækstrejse og undersøge investeringer i nye forretningsområder som vil komme vores kunder til gode”, supplerer Kasper Laurits Hansen Happel.
Henrik Normann Karlsen, Partner i Capidea, udtaler: “Digital Group har opnået en ledende position på det danske marked for printløsninger og tilknyttet software. Selskabet besidder betydelige kompetencer, en robust forretningsmodel og omfattende erfaring med opkøb og integration af virksomheder. Disse faktorer, kombineret med dygtig ledelse og engagerede medarbejdere, danner et solidt grundlag for yderligere vækst. Vi ser frem til aktivt at bidrage til den fortsatte udvikling.”
Om Digital Group
Om Digital Group
Digital Group er en førende virksomhed inden for printløsninger og printrelateret software på det danske marked. Virksomheden er landsdækkende og har en bred og stærk kundebase i det danske SMV-marked. Med hovedkontor i Odense og afdelinger i hhv. Herning og Støvring beskæftiger Digital Group omkring 40 medarbejdere. Læs mere om Digital Group på www.digitalgroup.dk.
Om Capidea
Capidea er en dansk kapitalfond, der foretager langsigtede investeringer i konkurrencedygtige mindre og mellemstore danske virksomheder med potentiale for vækst. Capidea blev etableret i november 2006 og har kapitaltilsagn på i alt DKK 3,6 mia. fordelt på fire fonde. Capidea investerer i virksomheder inden for industri, handel, distribution, IT og service. Capidea har foretaget investeringer i 27 virksomheder og Digital Group er den anden investering i Capideas seneste fond, Capidea Kapital IV K/S, der blev etableret i april 2023 med et samlet kapitaltilsagn på DKK 1,3 mia.
Pressekontakt
Digital Group
Kasper Laurits Hansen Happel
Co-CEO Digital Group
kh@digitalgroup.dk
Digital Group
Rasmus Højfeldt
Co-CEO Digital Group
rh@digitalgroup.dk
Digital Group
Stig Bundgaard
Bestyrelsesformand Digital Group
stig@stigbundgaard.dk