FlexoPrint Gruppen solgt til Optimum Group

10. juli 2020

Randers

Capidea, og de øvrige aktionærer i FlexoPrint, har gennemført et salg af 100% af aktierne i FlexoPrint til Optimum. FlexoPrint er en af Danmarks førende producenter af selvklæbende etiketter. Optimum, der er ejet af IK Investment Partners, er en førende europæisk producent af selvklæbende etiketter og fleksible emballageløsninger. Ledelsen i FlexoPrint, bestående af bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen, CEO Lars Ole Nauta og CFO Jens Brusgaard, fortsætter i deres nuværende positioner. Svend Lynge Jørgensen og Lars Ole Nauta vil ydermere reinvestere og indtræde som medejere af Optimum.

FlexoPrint, der har hovedkontor i Randers og har 110 medarbejdere, leverer selvklæbende etiketter til de nordeuropæiske markeder og har et datterselskab i Tyskland, H&T Labelprint, der er en fusion af H&P Etiketten GmbH og TOM Etiketten GmbH. Kundebasen består bl.a. af producenter af føde- og drikkevarer, større detailkæder samt forhandlere af etiketter. Gruppen har produktionsfaciliteter i Randers samt i Salzbergen i Tyskland. DES Labels ApS og det 50 % ejede TJ Partner – Tryk I/S er ligeledes fortsat en del af Gruppen, der fremover ejes af Optimum.

FlexoPrint har gennemgået en positiv udvikling de seneste år, hvor der bl.a. er investeret i digitalprint og gennemført et opkøb i Tyskland. Selskabet har samtidig været i stand til at vækste forretningen baseret på en engageret medarbejderstab og stærke kunderelationer med højt kommercielt fokus. De seneste år er der udviklet nye kunderelaterede IT-systemer samt lanceret initiativer til at nedbringe kundernes miljøbelastning.

”FlexoPrint har over de seneste år været inde i en gunstig udvikling, hvor vi har opnået en betydelig fremgang baseret på et stærkt og dedikeret team af medarbejdere og investering i yderligere kapacitet” siger bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen.

Administrerende direktør Lars Ole Nauta udtaler ”Med en ny dedikeret ejer kan vi fortsætte den positive udvikling med udgangspunkt i den eksisterende base i Randers og Tyskland. Vi vil sammen med Optimum, der har en stærk position især i Benelux, stå endnu stærkere internationalt til gavn for både kunder og medarbejdere ”.

”FlexoPrint Gruppen har haft en stærk udvikling i Capideas ejerperiode og vi er glade for, at virksomheden vil fortsætte som nordeuropæisk platform i en stærk europæisk koncern som Optimum” siger Henrik Normann Karlsen, Partner i Capidea.

Om FlexoPrint Gruppen

FlexoPrint Gruppen, er blandt de førende producenter af selvklæbende etiketter i Nordeuropa, bl.a. til mærkning af hurtigt omsættelige dagligvarer og etiketter til logistikformål. Virksomheden har hovedkontor i Randers med yderligere aktiviteter i Tyskland og beskæftiger i alt 110 medarbejdere. Læs mere om FlexoPrint Gruppen på www.flexoprint.dk.

Om Optimum

Optimum er en europæisk etiketgruppe med 12 medlemsvirksomheder. Gruppen har med investeringen i FlexoPrint nu aktiviteter i Holland, Belgien, Danmark og Tyskland. Investeringen i FlexoPrint er Optimums femte opkøb siden 2018. Optimum er ejet af IK Investment Partners, en europæisk kapitalfond med nordiske rødder, aktiv i Nordeuropa

Om Capidea

Capidea er en dansk kapitalfond, der foretager langsigtede investeringer i konkurrencedygtige mindre og mellemstore danske virksomheder med potentiale for vækst. Capidea blev etableret i november 2006 og har kapitaltilsagn på i alt DKK 3,6 mia. fordelt på fire fonde. Capidea investerer i virksomheder inden for industri, handel, distribution, IT og service.

Pressekontakt

Flexoprint

Lars Ole Nauta – CEO
lon@flexoprint.dk
+45 20 28 75 11

Optimum Group

Marc van Rijswijk – CFO
info@optimumgroup.nl
+31 (0)85 273 23 33

Capidea

Henrik Normann Karlsen
Partner
Mobil: +45 20 94 93 26
Email: hnk@capidea.dk
Capidea ikon

Se virksomhed

Download pressemeddelelse

Download