Kapitalfonden Capidea investerer i FlexoPrint Gruppen

30. august 2018

Randers

Kapitalfonden Capidea bliver ny majoritetsaktionær i FlexoPrint Holding ApS, der ejer en række selskaber i Danmark og i Tyskland, som tilsammen udgør FlexoPrint Gruppen. Med investeringen skal Capidea bidrage til at fortsætte Gruppens positive vækst og udvikling i partnerskab med selskabets ledelse og øvrige aktionærer. Stifter og tidligere hovedaktionær, Svend Lynge Jørgensen, fortsætter som medaktionær og aktiv bestyrelsesformand fremover. Lars Ole Nauta, der ligeledes var aktionær før transaktionen, fortsætter også som aktionær og bliver administrerende direktør.

”Vi ønskede at få en investor med ombord, som kan være med til at udvikle selskabet, og samtidigt ønskede vi at gennemføre et glidende generationsskifte i ejerkredsen. FlexoPrint Gruppen har igennem en årrække haft en solid vækst i såvel omsætning som indtjening, der er skabt både organisk og igennem opkøb. Jeg er meget tilfreds med den udvikling, som vi har haft, og jeg ser frem til i partnerskab med Capidea at accelerere væksten yderligere de kommende år”, siger Svend Lynge Jørgensen, bestyrelsesformand i FlexoPrint Gruppen.

Administrerende direktør, Lars Ole Nauta fortsætter: ”Jeg glæder mig over, at vi i Capidea har fundet en partner, der har erfaringer fra en lang række virksomheder, herunder også fra brancher der er relateret til vores. Vi ser et rigtig godt match imellem Capidea og os”.

”FlexoPrint Gruppen har en førende position i et solidt marked, en stærk ledelse og engagerede medarbejdere, der danner et godt udgangspunkt for yderligere vækst. Virksomheden har opbygget gode kunderelationer baseret på et stærkt kommercielt fokus, hvor kunden er i centrum. Vi ser frem til at bidrage aktivt til den videre udvikling”, siger Henrik Normann Karlsen, Associate Partner i Capidea.

Om FlexoPrint Gruppen

FlexoPrint Gruppen, er blandt de førende producenter af selvklæbende etiketter i Danmark til mærkning af hurtigt omsættelige dagligvarer og etiketter til logistikformål. Gruppen leverer også selvklæbende etiketter til de øvrige skandinaviske lande og har desuden to datterselskaber i Tyskland, H&P Etiketten GmbH og netop tilkøbte TOM Etiketten GmbH, der fokuserer på det tyske marked. Kundebasen består primært af producenter af føde- og drikkevarer, større detailkæder samt forhandlere af etiketter. Virksomheden har hovedkontor i Randers og Gruppen har i alt lidt over 100 medarbejdere. Gruppen har produktionsfaciliteter i Randers samt i Salzbergen og Greven i Tyskland. DES Labels ApS, og det 50 % ejede TJ Partner – Tryk I/S er ligeledes fortsat en del af Gruppen. Læs mere om FlexoPrint Gruppen på www.flexoprint.dk.

Om Capidea

Capidea er en dansk kapitalfond, der foretager langsigtede investeringer i konkurrencedygtige mindre og mellemstore danske virksomheder med potentiale for vækst. Capidea blev etableret i november 2006 og har kapitaltilsagn på i alt DKK 3,6 mia. fordelt på fire fonde. Capidea investerer i virksomheder inden for industri, handel, distribution, IT og service.

Pressekontakt

FlexoPrint Holding ApS

Svend Lynge Jørgensen
Bestyrelsesformand
FlexoPrint Holding ApS
Mail: slj@labelprint.as
Telefon: +45 23 73 39 49

FlexoPrint Holding ApS

Lars Ole Nauta
Administrerende direktør
FlexoPrint Holding ApS
Mail: lon@flexoprint.dk
Telefon: +45 20 28 75 11

Capidea

Henrik Normann Karlsen
Partner
Mobil: +45 20 94 93 26
Email: hnk@capidea.dk
Capidea ikon

Se virksomhed

Download pressemeddelelse

Download