Kapitalfonden Capidea investerer i Creativ Company

14. december 2016

Holstebro

Kapitalfonden Capidea bliver ny majoritetsaktionær i Creativ Company A/S, og skal således være med til at sikre virksomhedens fortsatte vækst og udvikling. Creativ Companys hidtidige ejere Anders Lindhardsen, Lotte Littau Kjærgaard og Peter Nørgaard fortsætter som betydende minoritetsaktionærer. Anders Lindhardsen fortsætter som administrerende direktør, og Lotte Littau Kjærgaard fortsætter som direktør for kreativitet og trivsel. Peter Nørgaard udtræder af den daglige ledelse, men fortsætter som bestyrelsesmedlem. Desuden er økonomidirektør Michael Bjerre Drost indtrådt i ejerkredsen.

”Vi har i en længere periode arbejdet mod et generationsskifte, som dog sker lidt tidligere end forventet, fordi vi har fundet det rette match i Capidea. Det har været vigtigt for os at finde en samarbejdspartner og investor, som ønsker at bygge videre på vores 16-årige fundament med fokus på kreativitet, sund forretning og en god arbejdsplads med mangfoldighed og stort socialt ansvar. Vi glæder os rigtigt meget over det nye partnerskab med Capidea, som vi er overbeviste om, vil styrke det potentiale, vi har for vækst”, siger Anders Lindhardsen, administrerende direktør hos Creativ Company.

Hos Capidea har det især været Creativ Companys førende position i et nichemarked i vækst, der har fanget fondens interesse. ”Creativ Company opfylder Capideas investeringskriterier i forhold til vækstpotentiale. Desuden er virksomheden drevet på et solidt fundament af dygtige og engagerede medarbejdere og en helt særlig og positiv virksomhedskultur. Virksomheden er velinvesteret og udgør en solid platform for yderligere international vækst. Vi ser frem til at supportere ledelsen i den videre udvikling”, siger Martin Jørgensen, Partner i Capidea.

Om Creativ Company

Creativ Company er en førende virksomhed inden for udvikling, indkøb og salg af hobbyartikler. Kundebasen omfatter skoler og institutioner, engroskunder og private kunder. Creativ Company har salg til kunder i flere end 40 lande, hvoraf de største eksportmarkeder er England, Tyskland og de øvrige skandinaviske lande. Produktprogrammet på mere end 12.000 varenumre ekspederes fra det 12.500 m2 store centrallager ved virksomhedens hovedkontor i Holstebro. Det er også her, at størstedelen af de 180 medarbejdere arbejder. Creativ Company har siden sin start haft betydeligt fokus på mangfoldighed og social ansvarlighed og har modtaget en række priser og anerkendelser for dette. Bl.a. blev virksomheden kåret til Europas 3. bedste arbejdsplads i 2011.

Om Capidea

Capidea er en dansk kapitalfond, der foretager langsigtede investeringer i konkurrencedygtige mindre og mellemstore danske virksomheder med potentiale for vækst. Capidea blev etableret i november 2006 og har kapitaltilsagn på i alt DKK 3,6 mia. fordelt på fire fonde. Capidea investerer i virksomheder inden for industri, handel, distribution, IT og service.

Pressekontakt

Creativ Company A/S

Anders Lindhardsen
Administrerende direktør
Creativ Company A/S
Mail: anders@cchobby.dk
Telefon: + 45 25 45 92 63

Capidea

Martin Jørgensen
Managing Partner
Mobil: +45 29 21 03 05
Email: mj@capidea.dk
Capidea ikon

Se virksomhed

Download pressemeddelelse

Download