Kapitalfonden Capidea investerer i Westpack
16. marts 2017
Holstebro
Kapitalfonden Capidea bliver ny majoritetsaktionær i Westpack A/S og vil bidrage til virksomhedens fortsatte positive vækst og udvikling. Westpack blev grundlagt i 1953 af familien Mogensen, og forud for transaktionen ejedes virksomheden primært af brødrene Søren Skou Mogensen og Ole Buhl Mogensen samt af CEO, Morten Dalsgaard. Ledelsen bestående af Morten Dalsgaard og Søren Skou Mogensen, COO, fortsætter som betydende aktionærer, ligesom enkelte nøglemedarbejdere fortsætter i ejerkredsen. Ole Buhl Mogensen udtræder af ejerkredsen, mens Jan Sindesen indtræder som ny bestyrelsesformand og medejer.
”Vi er stolte over den udvikling, som Westpack har gennemgået over de seneste år, og vi vurderer, at der er skabt et solidt fundament for yderligere vækst. Vi ønsker i partnerskab med Capidea og Jan Sindesen at accelerere væksten yderligere med afsæt i en ambitiøs vækstplan”, siger Morten Dalsgaard, CEO i Westpack.
”Westpack er en veldrevet nichevirksomhed med en stærk ledelse, engagerede medarbejdere og en god virksomhedskultur, der danner et solidt udgangspunkt for yderligere international vækst. Westpack har opbygget stærke kunderelationer baseret på et kundefokuseret servicekoncept. Virksomheden har et produktions- og sourcingsetup, som sikrer effektivitet og konkurrencedygtige løsninger. Vi vurderer, at der er et betydeligt potentiale i Westpack og ser frem til at supportere ledelsen i den videre udvikling” udtaler Martin Jørgensen, Partner i Capidea.
Om Westpack
Westpack udvikler, indkøber, producerer og sælger specialemballage til producenter af smykker, ure og briller samt guldsmede og butiksindehavere generelt. Produktprogrammet omfatter æsker i karton, plast og træ. Hertil kommer tilbehør til brug for præsentation og indpakning af smykker, ure, briller mv. Kundebasen omfatter et stort antal detailkunder og smykkeproducenter over hele verden. Westpack har salg til mere end 70 lande, hvoraf de største eksportmarkeder er Tyskland, Holland, Sverige og Polen. Westpack har en stærk e-handelsplatform, der har genereret en betydelig vækst de seneste år. Selskabets hovedkontor ligger i Holstebro, og Westpack beskæftiger i alt 91 medarbejdere i Holstebro og Aulum samt 18 medarbejdere på Westpacks indkøbs- og sourcingkontor i Kina (Shenzhen).
Om Capidea
Capidea er en dansk kapitalfond, der foretager langsigtede investeringer i konkurrencedygtige mindre og mellemstore danske virksomheder med potentiale for vækst. Capidea blev etableret i november 2006 og har kapitaltilsagn på i alt DKK 3,6 mia. fordelt på fire fonde. Capidea investerer i virksomheder inden for industri, handel, distribution, IT og service.Pressekontakt
Westpack A/S
Morten Dalsgaard
CEO
Westpack A/S
Mail: mda@westpack.com
Telefon: + 45 41 71 75 81