Capidea overtager majoriteten af HASLE Refractories A/S

19. november 2025

Rønne

Capidea kan med glæde meddele, at der er indgået aftale om at overtage majoriteten af aktierne i HASLE Refractories A/S, en bornholmsk producent af avancerede ildfaste løsninger til industrier med høje temperaturkrav, herunder cement, stål og waste-to-energy. Capidea har fulgt virksomheden gennem en årrække og ser nu frem til at tage næste skridt sammen med Karen og Michael Bladt og resten af organisationen.

Med afsæt i HASLEs stærke fundament og virksomhedens nylige udnævnelse som Børsen Gazellevirksomhed 2025, vil partnerskabet fokusere på at udvikle produktporteføljen og styrke organisationen, for at understøtte den fortsatte internationale vækst.

Carsten Riisberg Lund fortsætter som bestyrelsesformand, mens Martin Jørgensen og tidligere Capideapartner Jens Thøger Hansen tiltræder bestyrelsen sammen med nuværende medlem, Karen Bladt.

”Vi er meget glade for at have fundet en ny hovedaktionær, som deler vores ambitioner og kan være med til at accelerere HASLEs vækst. Med Capidea som partner står vi stærkt rustet til at udnytte nye vækstmuligheder og styrke vores position på markedet,” siger Michael og Karen Bladt, CEO og COO i HASLE Refractories.

”HASLE har imponeret os med sin stærke tekniske ekspertise og medarbejdernes store engagement. Karen og Michael Bladt har opbygget en virksomhed med en stærk kultur baseret på innovation og dedikation. Vi ser et betydeligt potentiale for HASLEs fortsatte internationale vækst og ser frem til at samarbejde med dem og det dygtige team om næste fase af virksomhedens udvikling,” udtaler Martin Jørgensen, Managing Partner i Capidea.

”Fleksibel brændselsanvendelse, lavere CO2-aftryk og høj kvalitet er centrale prioriteter for vores kunder, og HASLEs evne til konsekvent at levere herpå er grundlaget for virksomhedens succes. Med Capideas strategiske erfaring og finansielle styrke i ryggen får HASLE et stærkt udgangspunkt for at øge sin globale tilstedeværelse. Jeg er overbevist om, at dette partnerskab vil skabe nye vækstmuligheder og styrke vores langsigtede engagement i at skabe værdi for kunder over hele verden,” siger Carsten Riisberg Lund, bestyrelsesformand i HASLE.

Om HASLE

HASLE er en dansk industrivirksomhed, der udvikler og producerer avancerede ildfaste løsninger til højtemperaturprocesser inden for blandt andet cement-, stål- og waste-to-energy industrien. Virksomheden blev grundlagt på Bornholm, og har opbygget et stærkt internationalt renommé for deres tekniske ekspertise, materialer af høj kvalitet og produkter med lang levetid. HASLE producerer blandt andet støbemasser, præfabrikerede elementer og deres egenudviklede Ceramic Vortex Finder (CVF), som forbedrer energieffektiviteten og holdbarheden i termiske anlæg.

Gennem de seneste to årtier har HASLE udviklet sig fra traditionel producent til en anerkendt leverandør af højt specialiserede teknologier. Med investeringer i automatisering, innovation og international ekspansion har virksomheden opnået en stærk position i Europa og Asien, samtidig med at produktionen fortsat foregår på Bornholm. HASLE ledes fortsat af Karen og Michael Bladt, der med fokus på kvalitet, teknisk ekspertise og langsigtede partnerskaber har gjort virksomheden til en af Europas førende inden for sit område

For yderligere information om HASLE, besøg venligst https://hasle-refractories.com/


Om Capidea
Capidea er en dansk kapitalfond, der foretager langsigtede investeringer i konkurrencedygtige små og mellemstore danske virksomheder. Capidea blev etableret i 2006 og har en samlet kapitaltilsagn på cirka 3,6 milliarder DKK / 473 millioner EUR fordelt på fire fonde. Capidea investerer i virksomheder inden for handel, distribution, service, IT og produktion. Siden 2006 har Capidea opkøbt 34 virksomheder, og HASLE Refractories er den tiende investering i Capideas seneste fond, Capidea Kapital IV K/S, der blev etableret i april 2023 med et samlet kapitaltilsagn på 1,3 milliarder DKK / 175 millioner EUR.

For yderligere information om Capidea, besøg venligst capidea.dk

Pressekontakt

HASLE Refractories

Michael Bladt
CEO
mjb@hasle-refractories.com

Karen Bladt
COO
kb@hasle-refractories.com

Capidea

Martin Jørgensen
Managing Partner
Mobil: +45 29 21 03 05
Email: mj@capidea.dk
Mia Spangsberg Sørensen
Associate
Mobil: +45 28 68 61 45
Email: mss@capidea.dk
Capidea ikon

Se virksomhed

Download pressemeddelelse

Download