Capidea investerer i MC Emballage A/S

4. november 2026

Hinnerup

Det er med stor glæde at Capidea kan meddele, at vi har erhvervet aktiemajoriteten i MC Emballage A/S, en af Danmarks førende full-service-leverandører af emballageløsninger. Med transaktionen får MC Emballage en ny majoritetsejer, mens en række af selskabets nuværende medarbejderaktionærer, herunder adm. direktør Peder Eriksen, fortsætter som betydelige medejere sammen med Capidea.

I takt med at emballagebranchen konsolideres, og kravene til dokumentation, produktdata, miljømæssig compliance og bæredygtighed fortsat stiger, vokser behovet for en stærk, kompetent og uafhængig aktør på det danske marked. Med afsæt i MC Emballages stærke fundament og mangeårige kunderelationer vil samarbejdet fokusere på at styrke organisationen, videreudvikle selskabets værdiskabende ydelser, herunder rådgivning om bæredygtighed og emballageregulering, samt forfølge nye vækstmuligheder.

”Jeg har kendt Capidea som investor i næsten 10 år og har selv oplevet den ordentlighed, tillid og langsigtethed, som kendetegner dem. Derfor var Capidea et naturligt valg som partner i MC Emballages næste kapitel. Jeg tror på, at vi sammen kan blive endnu bedre til at levere løsninger, ekspertise og service til både nuværende og nye kunder. Medarbejderejerskab har været en del af MC Emballages DNA i 22 år, og det betyder meget for mig, at flere medarbejdere fortsætter som betydelige medejere. På den måde forbliver et bredt ejerskab en del af vores fremtid,” siger Peder Eriksen, adm. direktør i MC Emballage.

”MC Emballage er en veldrevet virksomhed med en stærk kultur, engagerede medarbejdere, en førende markedsposition og en loyal kundebase. Vi glæder os til samarbejdet med Peder Eriksen og alle medarbejderne i MC Emballage, hvoraf mange fortsætter som medejere. Sammen vil vi investere i fremtiden og bygge videre på selskabets rolle som betroet rådgiver inden for bæredygtig emballage, så MC Emballage fortsat kan vokse som en stærk og uafhængig aktør på det danske marked,” siger Henrik Normann, Partner i Capidea.

Om MC Emballage

MC Emballage blev grundlagt i 1988 i Aarhus og har udviklet sig fra en mindre lokal leverandør af papvarer til en af Danmarks førende full-service-leverandører af emballageløsninger. Med hovedsæde i Søften tilbyder selskabet mere end 15.000 emballagevarer inden for pap, plast og øvrige emballageprodukter, suppleret af emballagemaskiner, logistik, lagerløsninger og rådgivning. MC Emballage har stærkt fokus på miljøvenlig emballage og hjælper sine kunder med at navigere i de stigende lovkrav på emballageområdet.

Med mere end 5.000 aktive kunder i dansk erhvervsliv kombinerer MC Emballage skalaen og professionalismen fra en landsdækkende full-service-leverandør med fleksibiliteten, nærheden og de korte beslutningsveje i en uafhængig virksomhed. Med en lang historie som medarbejderejet virksomhed drives MC Emballage af et erfarent og engageret team, hvis fokus på kundeservice, pålidelighed og langvarige relationer afspejles i en loyal og meget tilfreds kundebase.

Om Capidea

Capidea er en dansk kapitalfond, der foretager langsigtede investeringer i konkurrencedygtige små og mellemstore danske virksomheder. Capidea blev etableret i 2006 og har samlede kapitaltilsagn på ca. 3,6 mia. kr. / 473 mio. EUR fordelt på fire fonde. Capidea investerer i virksomheder inden for handel, distribution, service, IT og produktion. Siden 2006 har Capidea erhvervet 36 virksomheder, og MC Emballage er den tolvte investering i Capideas seneste fond, Capidea Kapital IV K/S, som blev etableret i april 2023 med samlede kapitaltilsagn på ca. 1,3 mia. kr. / 175 mio. EUR.

For yderligere information om Capidea, besøg venligst Capidea.dk.

Pressekontakt

Capidea

Henrik Normann
Partner
Mobil: +45 20 94 93 26
Email: hnk@capidea.dk
Mads Nørr Møllebjerg
Investment Manager
Mobil: +45 21 34 46 88
Email: mm@capidea.dk
Capidea ikon

Download pressemeddelelse

Download